Mand fængslet: Stak nygift datter flere gange med kniv

Både datter og hustru har fortalt, at en 53-årig mand fra Vollsmose står bag drabsforsøg på datteren

Med adskillige knivstik i maven, lysken og ryggen forsøgte en 53-årig mand fra Odense-bydelen Vollsmose tirsdag at dræbe sin nygifte datter.

Det fremgår ifølge flere lokale medier af den sigtelse, som onsdag blev læst op i et retsmøde ved Retten i Odense.

Her besluttede en dommer, at manden foreløbigt skal sidde fængslet i fire uger. Det oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Manden nægter sig skyldig, skriver Fyens Stiftstidende, men både offeret og den sigtedes hustru har peget på ham som gerningsmand.

- Det er umuligt, at jeg skulle have gjort det her mod min pige, sagde den 53-årige ifølge Fyens Stiftstidende i grundlovsforhøret.

Samtidig står det dog klart, at mandens hukommelse fra episoden er ganske sparsom, og at han har psykiske problemer.

- Når jeg får flashbacks, plejer jeg at rejse hjem til mine brødre for ikke at påvirke mine børn, sagde den sigtede ifølge Fyens.dk i retsmødet.

Manden ville da også netop være rejst, men datterens forlovelse og bryllup forhindrede ham i at tage afsted. Ifølge den 53-årige blev hun gift for ti dage siden.

Holdt datterens hoved oppe
Drabsforsøget skete i familiens lejlighed ved bebyggelsen Lærkeparken tirsdag eftermiddag. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 13.39.

Da politifolk ankom til adressen, fandt de den 21-årige datter liggende på gulvet i soveværelset, hvor moderen holdt hendes hoved oppe.

- Da jeg blev opmærksom på mig selv, gik jeg uden for lejligheden. Min pige lå på gulvet, og der var blod på mit tøj, sagde den sigtede.

I en afhøring med politiet har den 53-årige ifølge Fyens Stiftstidende sagt, at han - da han kom til sig selv igen - opdagede, at han stod med en kniv i hånden, og at datteren lå foran ham. Herefter forlod han lejligheden.

Datteren fortalte selv i ambulancen, at det var faderen, der havde stukket hende. Samtidig har hans hustru fortalt, at det var uoverensstemmelser i forbindelse med datterens bryllup, der lå bag faderens angreb.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere