Mand falder 10 meter ned: I kritisk tilstand

Sagen er blevet overdraget til Arbejdstilsynet

En 46-årig mand faldt tirsdag formiddag cirka 10 meter ned fra et tag på Værftsvej i Køge. Politi og ambulancer blev omgående sendt til stedet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Ulykken sker i forbindelse med noget nedrivningsarbejde. Manden pådrager sig alvorlige kvæstelser og bliver i kritisk tilstand kørt til hospitalet, fortæller vagtchef Carsten Andersen.

Politiet har onsdag formiddag intet nyt om mandens tilstand.

- Det sidste, vi hørte, var, at han i kritisk tilstand. Men vi tager det som et godt tegn, at vi ikke har hørt mere fra hospitalet. Hvis han havde været død, havde vi formentlig fået det at vide, lyder det fra vagtchefen.

Sagen er blevet overdraget til Arbejdstilsynet.