Mand fik selv politiet til at anholde sig

20-årig mand filmede politiet, mens han kørte forbi patruljevogn, hvorefter han selv blev anholdt

Ung mand på 20 år har formentlig fortrudt, at han selv fremprovokerede sin anholdelse ved at filme patrulje fra Østjyllands Politi. Foto Joachim Ladefoged
Ung mand på 20 år har formentlig fortrudt, at han selv fremprovokerede sin anholdelse ved at filme patrulje fra Østjyllands Politi. Foto Joachim Ladefoged

En 20-årig mand gjorde onsdag formiddag kraftigt opmærksom på sig selv, da han kørte forbi en politi-patrulje, der stod på Silkeborgvej i Brabrand vest for Aarhus.

Betjentene var i gang med noget andet arbejde, da de opdagede manden, som sad bag rattet i en bil og filmede dem med sin mobiltelefon, mens han langsomt kørte forbi. 

Patruljen kørte derfor efter manden og standsede ham på Møldrupvej. Her blev han sigtet for at bruge mobiltelefon under kørslen. Da betjentene bad om at se den 20-åriges kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde noget. Det fik patruljen til at kigge nærmere på bilen, og de fandt hurtigt fire poser kokain, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fra deres seneste døgnrapport. 

Flere sigtelser

Den 20-årige blev anholdt og en narkohund blev tilkaldt. Narkohunden snusede sig frem til yderligere seks poser med kokain gemt i bilen. Efter fundet besluttede politiet at ransage mandens lejlighed, og her fandt de salgsposer med skunk, vægte og en del tusinde kroner i kontanter. Alt sammen blev beslaglagt. 

På stationen viste en test, at den 20-årige var påvirket af kokain, og derfor fik han, ud over sigtelser for narkosalg og besiddelse af narko, også en sigtelse for narkokørsel. 

Til sidst ringede politiet til den 20-åriges mor og sigtede hende for at have overladt sin bil til sin søn, selvom han ikke har kørekort. 

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere