Mand filmede voldtægt af 19-årig

En af fem voldtægtssigtede mænd erkender at have filmet og optaget dele af seksuelt samkvem med forurettet 19-årig kvinde

Fem voldtægtssigtede mænd på 19 til 22 år har efter mere end fire timers afhøringer fået deres anholdelse opretholdt i tre døgn. Foto: Olivia Loftlund
Fem voldtægtssigtede mænd på 19 til 22 år har efter mere end fire timers afhøringer fået deres anholdelse opretholdt i tre døgn. Foto: Olivia Loftlund

DOMMERVAGTEN I KØBENHAVN (Ekstra Bladet): Fem voldtægtssigtede unge mænd fik her til aften opretholdt deres anholdelse i tre døgn efter grundlovsforhør bag lukkede døre. De sigtes for at have voldtaget en 19-årig kvinde.

Overgrebet skal ifølge den sigtelse, som senioranklager Signe Egsgaard læste op under den åbne del af det mere end fire timer lange retsmøde i retssal 22, været sket tirsdag aften på en adresse i Valby. 

De fem mænd på 19, 19, 20, 20 og 22 år er alle sigtet for at have udsat den unge kvinde for fuldbyrdet vaginal voldtægt og orale sexovergreb. En af dem er desuden sigtet for med anklagerens ord at have filmet ’en lille del af’ seancen og lagt det ud på Snapchat efterfølgende.

Det særskilte forhold erkender den 20-årige mand.

Efter anklagerens opfattelse blev pigen forulempet efter forudgående aftale og under påvirkning af, at den unge kvinde skulle være blevet truet med vold, hvis hun ikke føjede sig.

De fem anholdte og sigtede mænd nægter sig skyldige.

Familier i retten
De sigtede mænd blev alle anholdt i løbet af torsdag og natten til Grundlovsdag. Københavns Politi har bekræftet overfor Ekstra Bladet, at den forurettede er en 19-årig kvinde.

Før dørene blevet lukket var nære medlemmer af de sigtedes familier talstærkt til stede på tilhørerpladserne. Der var også en bevæbnet politiassistent i retssalen.

Der er navneforbud i sagen. Det retter sig både mod de sigtede og den unge kvinde.

Dommer Pia Petersen besluttede, at de sigtedes forklaringer skulle afgives bag lukkede døre. Det skete af hensyn til den forurettede kvinde og politiets videre efterforskning.

Fire af de fem sigtede mænd er af etnisk dansk oprindelse.

Se også: Fem mænd sigtet for sexovergreb mod én kvinde