Mand fortsat bag tremmer for drab - men liget mangler

En 40-årig mand har fået forlænget fængslingen, sigtet for at have myrdet kvinde - han nægter sig skyldig

Ekstra Bladet lavede i november et indslag om Hediga Morads forsvinden, hvor vi talte med Heigas veninde Sandie Hansen. De to kvinder mødte hinanden på et krisecenter i Kolding. (Video: Ernst Van Norde)

En 40-årig mand har nu i over et halvt år siddet varetægtsfængslet i sagen om drab på en 34-årig kvinde.

I går blev varetægtsfængslingen af manden forlænget med yderligere fire uger. Det skete efter, at mandens forsvarsadvokat i sidste uge bad landsretten tage stilling til, om byrettens fængsling af den sigtede var i orden.

Landsretten blåstemplede fængslingen.

Sagen er speciel, fordi politiet endnu ikke har fundet liget af den kvinde, de mener, er blevet dræbt.

- Vi efterforsker stadig sagen og ville meget gerne finde et lig. Men der har ikke været nye tips, som har givet anledning til eftersøgninger på det seneste, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands Politi til Ekstra Bladet.


Den forsvundne Hediga Morad har to børn. Hun har været forsvundet siden efteråret sidste år og menes dræbt. (Privatfoto)
Den forsvundne Hediga Morad har to børn. Hun har været forsvundet siden efteråret sidste år og menes dræbt. (Privatfoto)

Børn til samkvem
Kvinden, Hediga Morad er den sigtedes tidligere ekskone og mor til parrets to børn.

Hun forsvandt sporløst, efter hun havde afleveret børnene på 10 og 13 år hos sin eksmand i Vordingborg i efterårsferien 10. oktober sidste år. Politiet mener ikke, at kvinden, der selv boede i Vejle, frivilligt forsvandt, men at hun blev myrdet højest 16 timer efter, at hun var ankommet til Vordingborg.

Politiet vil ikke røbe hvilke beviser, de har mod den fængslede mand, der nægter sig skyldig.

De har tidligere haft efterlyst vidner, der kunne have set mandens bil i skolernes efterårsferie sidste år blandt andet i området omkring Møns Klint. Politiet bad også folk holde udkig efter en spade, der kunne være blevet efterladt eller smidt ud et sted.

Politiet mener, at en spade magen til denne kan indgå i sagen. Den 40-årige mand menes at have købt en sådan spade i tiden omkring Hediga Morads forsvinden.(Politifoto)
Politiet mener, at en spade magen til denne kan indgå i sagen. Den 40-årige mand menes at have købt en sådan spade i tiden omkring Hediga Morads forsvinden.(Politifoto)

 

Politiet har i forbindelse med efterforskningen efterlyst vidner, der kan have bemærket en bronzefarvet Kia Clarus' omkring gerningstidspunktet. (Politifoto)
Politiet har i forbindelse med efterforskningen efterlyst vidner, der kan have bemærket en bronzefarvet Kia Clarus' omkring gerningstidspunktet. (Politifoto)

Når efterforskningen er slut, skal politiets jurister tage stilling til om der skal rejses tiltale mod manden for drab - også selvom et lig ikke bliver fundet.

Det er sket adskillige gange, at folk er dømt for mord uden, at liget blev fundet. Det skete blandt andet i 2012 , hvor to mænd fik lange fængselsstraffe for drabet på en 40-årig mand, der var forsvundet sporløst.

Politiet håber dog fortsat på, at der kommer et gennembrud i forhold til at finde liget af Hediga Morad.

- Der kan være nogen, som ligger inde med en viden om sagen, siger efterforskningslederen.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere