Mand fra Næstved mistænkt som børneporno-bagmand

Politiet mistænker en 46-årig mand fra Næstved for at være administrator i et internationalt forum for deling af børneporno

En 46-årig mand fra Næstved blev anholdt og sigtet 9. oktober for at være administrator i et internationalt forum, hvor der er blevet delt børneporno.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sagen er blevet optrevlet af politikredsen i tæt samarbejde med Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3.

- Pornografisk materiale af børn er i pædofile kredse at betragte som en ren kommerciel vare. Men den afstumpethed, der ligger bag udnyttelsen af børn, rækker jo langt videre end selve den kriminelle handling. For ofrene er ofte skadet for livet. Derfor gør vi alt, hvad der står i vores magt, for at opspore og optrevle de netværk, der distribuerer det ulovlige materiale, lyder det fra politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Ransagning
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør, dagen efter han blev anholdt. Grundlovsforhøret foregik ved dobbelt lukkede døre, fordi politiet stadig er i gang med efterforskningen.

- Vi har siden anholdelsen og ransagningen af mandens bopæl brugt mange timer på at gennemgå det beslaglagte materiale, og det er efter vores nuværende vurdering en sag af meget grov karakter. Omfanget af beslaglagte it-effekter, der skal gennemgås af NC3’s eksperter, er dog endnu langtfra færdiggjort, lyder det fra politiinspektør Claus Birkelyng, der er centerchef for NC3, i pressemeddelelsen.

Kaldte sig dr. Hebe
Ifølge politiet har manden haft en ledende rolle i et international forum, hvor han har gemt sig bag navnet dr. Hebe. Netværket, som manden har været en del af, trækker tråde til det internationale marked for distribution af børneporno.

NC3 samarbejder derfor med internationale politimyndigheder for at komme til bunds i den slags sager, som kan være vanskelige, fordi deling af børneporno ofte foregår på det såkaldte TOR-netværk, som gør det vanskeligt at spore.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere