Mand fundet død efter brand

En 39-årig mand har mistet livet efter en brand i et lejlighedskompleks

En større brand i et lejlighedskompleks på Store Valbyvej i Gundsølille ved Roskilde kostede onsdag morgen en 39-årig mand livet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Ifølge politiet blev branden klokken 7.56 opdaget af en kvinde, der var på vej på arbejde, hvorefter hun ringede 112.

Sammen med nogle andre forbipasserende hjalp kvinden efterfølgende en 30-årig kvindelig beboer ud af den brændende lejlighed, men det lykkedes ikke at redde kvindens kæreste, der også boede i lejligheden.

Da brandvæsnet ankom til stedet, blev røgdykkere sendt ind i lejligheden, hvor den 39-årige mand blev fundet liggende livløs i soveværelset.

Flere andre lejligheder blev med hjælp fra politiet evakueret, og ilden nåede at sprede sig så meget, at tre lejligheder brændte ud, inden brandvæsnet nåede at slukke branden. Flere andre lejligheder fik vand- og sodskader som følge af branden.

Den 30-årige kvinde, der blev reddet ud, var blevet svært forbrændt og havde fået røgforgiftning, og hun blev derfor eskorteret til Rigshospitalet, hvor hun i første omgang var i kritisk tilstand. Hendes tilstand er siden blevet stabil, men hun modtager fortsat behandling for skaderne.

Politiets teknikere har efter branden undersøgt lejligheden i et forsøg på at fastslå brandårsagen, men de er endnu ikke kommet frem til nogen konklusion. Der er dog intet, der tyder på noget mistænkeligt i forbindelse med branden, oplyser politiet.

Ingen andre personer kom noget til i forbindelse med branden. Den 39-åriges pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere