Mand fundet død efter ulykke

En 85-årig mand er fundet død i en bæk

Tirsdag morgen blev Østjyllands Politi kaldt ud til en drukneulykke i Allingåbro, hvor en 85-årig mand var druknet i en bæk.

Det var mandens hustru, der fandt ham.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge Østjyllands Politi er der tale om en svært dement mand, som også flere gange tidligere er gået hjemmefra.

- Vi fik klokken 5.04 tirsdag morgen et opkald fra mandens hustru, som fortalte, at han igen var gået hjemmefra, og at hun havde været ude og lede efter ham og havde fundet ham liggende i en bæk, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup-Jørgensen.

Han tilføjer, at manden sandsynligvis var faldet ned i bækken og ikke været i stand til selv at rejse sig igen.

Hustruen, der fandt sin mand liggende i bækken, havde ikke kræfter til selv at hive ham op fra vandet. Hun slog derfor alarm, og kort efter var redningsmandskabet på stedet.

De kunne ved deres ankomst konstatere, at manden var død, oplyser politiets vagtchef til Århus Stiftstidende.