Mand fundet dræbt: Politiet efterlyser 38-årig mand

Politiet efterlyser en 38-årig mand fra Herning i forbindelse med det, politiet formoder er et drab på en 51-årig mand

Politiet efterlyser Sam Alimalayeri, som sættes i forbindelse med drabet. Politifoto
Politiet efterlyser Sam Alimalayeri, som sættes i forbindelse med drabet. Politifoto

En 51-årig mand, der tirsdag morgen blev fundet død på sin bopæl i Herning, formodes at være blevet dræbt.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Omkring klokken ni fik politiet en henvendelse fra en bekendt til den 51-årige, som ikke kunne komme i kontakt med manden. Da politiet kom frem til den 51-åriges bopæl ved Lupinens Kvarter, fandt de ham død.

'Omstændighederne omkring liget resulterede i, at politiet efterforskede dødsfaldet som mistænkeligt og iværksatte straks afspærringer og undersøgelse af findestedet', står der i pressemeddelelsen.

Kontakt ikke den efterlyste
I forbindelse med sagen efterlyser politiet en 38-årig mand fra Herning, der sættes i forbindelse med drabet.

'Den indledende efterforskning peger på, at en 38-årig mand spiller en rolle i sagen. Politiet efterlyser derfor denne mand', skriver politiet.

Det drejer sig om Sam Alimalayeri, der beskrives som 157 cm høj, almindelig af bygning og med kort mørkt hår. Han formodes at være iført sort- eller blå-stribet sommerhat, mørkeblå jakke, grønne bukser, sorte NIKE-sko og har formentlig skægstubbe.

Politiet vil ikke kommentere mandens rolle i sagen yderligere, men understreger at borgere IKKE selv skal tage kontakt til den 38-årige. I stedet skal man kontakte politiet ved at ringe 114.

Se også: Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald i Herning