Mand fundet knivdræbt: Kvinde anholdt

Liget af en 55-årig mand blev søndag fundet i et hus Vestjylland - en 54-årig kvindelig sambo er anholdt

En 55-årig mand blev søndag eftermiddag fundet knivdræbt i et hus i Tim nord for Ringkøbing.

Samboen, en 54-årig kvinde, er anholdt og sigtet for drabet på manden.

- Klokken 15.25 får vi en anmeldelse om en mand, som er blevet stukket to gange i overkroppen af en genstand. Det er kvinden selv, som anmelder det via 112, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til Ekstra Bladet.

Sammen med en ambulance hastede politiet ud til huset, hvor de fandt manden liggende på et gulv i et af husets rum. Den nu anholdte kvinde stod ved siden af manden, oplyser vagtchefen.

Kvinden blev derpå anholdt uden dramatik.

En lægeambulance ankom et kvarter senere, hvorpå manden blev erklæret død. De pårørende er underrettet.

Ifølge vagtchefen fandt politiet to knive derude, som nu skal undersøges af retsteknikere for både biologiske spor og fingeraftryk.

- Retsteknikerne skal se på, om mandens sår kan sammenkobles med længde og bredde på knivene, oplyser vagtchefen.

I løbet af søndag aften skal kvinden afhøres, og mandag fremstilles hun i grundlovsforhør i Retten i Herning, hvor hun sigtes for manddrab.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere