Mand fundet livløs i vandhul

Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere manden

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En mand er onsdag morgen kort efter klokken otte fundet livløs i et vandhul nær rådhuset i Viborg.

Det oplyser indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Jesper Hesselberg til Ekstra Bladet.

Det var en hundelufter, der opdagede manden og slog alarm.

Fik liv i manden
Indsatslederen var hurtigt på stedet og fik sammen med en kollega reddet manden op fra vandet.

- Vi får hevet ham op og får påbegyndt livredningen, indtil en ambulance kommer og tager over, fortæller Jesper Hesselberg.

Det lykkedes at få liv i manden, som blev transporteret til Skejby Sygehus for behandling.

Ikke identificeret
Ifølge indsatslederen er der tale om en midaldrende mand. Han blev fundet et par meter ude i vandet.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at identificere manden. Hans pårørende er derfor endnu ikke underrettet, skriver Viborg Folkeblad.

Politiet betragter hændelsen som en ulykke.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvem han er endnu, og vi ved heller ikke, hvad der helt præcist er sket, men vi betragter det som en ulykke af en art. Ikke en forbrydelse, fortæller vagtchefen til B.T.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra politiet. Mandens tilstand kendes derfor i skrivende stund ikke.