Mand gik amok på vinduespudser

En 63-årig vinduespudser blev onsdag truet og jagtet af en mand, fordi han havde spildt noget vand

Det endte helt galt, da en 63-årig vinduespudser onsdag morgen var i færd med at pudse vinduer og kom til at spilde vand ned gennem et åbent vindue på en aflukket altan.

Det beretter Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Uheldet, som skete på Sigridsvej i Brabrand, fik den kvindelige beboer i lejligheden til at komme ud og skælde vinduespudseren ud.

Vinduespudseren forsøgte at afvæbne situationen med en humoristisk bemærkning, men det gjorde blot kvinden endnu mere vred, og hun tilkaldte derfor sin 35-årige mand.

Manden var vred og kastede en basketball efter vinduespudseren, som dog ikke blev ramt.

Blev jagtet
Den 63-årige vinduespudser løb nu ned mod sin bil, mens han ifølge sin forklaring til politiet blev jagtet af den 35-årige mand, som råbte flere trusler efter ham.

Det lykkedes vinduespudseren at flygte og tilkalde politiet, der kort efter kom frem på stedet. 

Betjentene fik fat i den 35-årige mand, som forklarede, at han var sur over, at vinduespudseren ikke ville sige undskyld, men nægtede at have truet ham på nogen måde. 

Det endte dog med, at den 35-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet.