Mand hoppede ind til løverne i zoo: Nu er han fundet

Politiet har fundet den mand, der søndag kravlede ind til løverne i Odense Zoo

Løverne i Odense Zoo fik søndag uventet besøg af en mand, der nu er identificeret. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Løverne i Odense Zoo fik søndag uventet besøg af en mand, der nu er identificeret. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Det var en 33-årig mand fra København, der søndag var på lynvisit hos løverne i Odense Zoo.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Hændelsen fandt sted søndag eftermiddag, hvor manden, der havde bar overkrop og var iført cowboybukser, hoppede ind til løverne.

- Han kravlede over et hegn ind til løverne og var derved kun adskilt fra løverne af et hegn.

- Dette hegn klatrede han også op på og kastede pølser ind til løverne, fortalte vagtchef Lars Fredensborg søndag til Ekstra Bladet.

Løverne kastede sig straks mod hegnet, men manden formåede hurtigt at flygte fra stedet. Så hurtigt at politiet altså ikke kunne nå at få fat i ham - før nu.

Se også: Mand kravlede ind til løverne i Odense Zoo: 'De gik helt amok'

Uklart motiv
Således har politiet fået flere henvendelser fra borgere om, hvem manden kunne være, og det har ført til, at de har fundet frem til den 33-årige.

Han har ifølge politiet erkendt, at det var ham, der kravlede op på hegnet.

Han har samtidig også erkendt, at han har gjort noget lignende natten til fredag 29. juni.

Politiet oplyser, at motivet til mandens handlinger fortsat er uklart.

Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264, som omhandler husfredskrænkelse.

Odense Zoo var efter hændelsen rystede over, at manden kunne finde på det.

- Det er klart, at vi er totalt rystede over, at man kan finde på sådan noget. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvad vi føler. Vi er chokerede. Det er jo farlige dyr, vi har med at gøre, og det er uforståeligt, hvordan man kan finde på at hoppe ind til dem, sagde konstitueret direktør i Odense Zoo, Nina Collatz Christensen, mandag til Ekstra Bladet.

Se også: Mand kravlede ind til løverne i dansk zoo: - Vi er totalt rystede

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere