Mand idømt fængsel: Tog kørekort for andre - igen

En 38-årig mand fra Vejle har fået fire måneders fængsel for dokumentfalsk, efter han har taget teori- og køreprøver for andre mænd

En 38-årig mand fra Vejle skal fire måneder i fængsel for dokumentfalsk. Det sker efter han både har taget teori- og køreprøver for flere udenlandske mænd.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen så gik den dengang 36-årige mand den 24. september til teoriprøve på Køreteknisk Anlæg ved Marstrup ikke så lang fra Haderslev. Han bestod prøven, og knap to uger senere bestod manden også den praktiske del af køreprøven.

Problemet var bare, at han havde taget den i andre mænds navn. Han havde ikke forfalsket dokumenterne, men med ægte papirer udgivet sig for at være en anden, end han var.

Retten i Sønderborg idømte manden fire måneder fængsel, fordi han tidligere er dømt for samme forbrydelse.

Byretten vurderede, at forbrydelsen var under skærpende omstændigheder, da manden med sine handlinger havde medvirket til, at personer uden forståelse for færdselsreglerne kunne slippes løs i trafikken. Og at de kunne være til stor fare for trafiksikkerheden og skade andre.

Den 38-årige mand af udenlandsk oprindelse ankede i første omgang dommen, men trak kort tid efter anken tilbage.

Han har arbejdet 11 år som chauffør, og han havde derfor ingen problemer med at bestå de to prøver.