Mand idømt syv års fængsel og udvisning

En syrisk mand er dømt for indsmugling af flere kilo kokain

En 36-årig syrisk mand er idømt syv års fængsel og udvisning for at have smuglet 4,96 kilo kokain ind i Danmark.

Manden nægter sig skyldig og har taget betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den syriske mand blev anholdt 29. januar i en hollandsk indregistreret Mercedes. Han fik torsdag sin dom ved Retten i Sønderborg.

De 4,96 kilo kokain blev fundet i et 'særligt rum' i bilen, oplyser politiet.

Manden er nu varetægtsfængslet.