Mand kendt skyldig: Ville dræbe tilfældige i København

En syrisk mand er kendt skyldig i forsøg på terror

Ekstra Bladets Carsten Norton sætter dig her ind i sagen. Producer: Martin Lorentsen

En syrisk mand er torsdag kendt skyldig i at ville dræbe og lemlæste tilfældige i København. Det var et forsøg på terror, siger et nævningeting i Københavns Byret.

Redskaberne var lange køkkenknive og i hvert fald én hjemmelavet bombe. Den skulle blandt andet fremstilles af mere end 17.000 tændstikker, som en yngre syrisk mand skulle komme rejsende med fra et asylcenter i Tyskland.

Den 32-årige var sympatisør med Islamisk Stat på gerningstidspunktet i november 2016, og han var parat til at begå voldelig jihad, fastslår retten.

Sagens seks nævninger og tre juridiske dommere er enige om at kende manden skyldig.

Mens retsformand Henriette Sartvin gennemgår grundlaget for afgørelsen, læner den 32-årige sit hoved forover og ned på bordet foran sig. Tolken oversætter de mange beviser, som byretten lægger vægt på.

Smilet stivnede
Da den spinkelt byggede mand blev ført ind i retslokalet af politifolk, smilede han som så mange gange før og sagde "good morning".

Efter oplæsningen af kendelsen er udtrykket anderledes alvorligt.

Undervejs har han nægtet sig skyldig. Han kender ikke den yngre mand, der tidligere er blevet dømt i Tyskland, har han sagt.

Den 19. november 2016 rejste den 32-årige med tog fra et asylcenter i Sverige, hvor han boede, til København. Samme dag var den yngre landsmand på vej i et andet tog fra Tyskland til København.

Den yngre blev dog stoppet i Rødbyhavn. Han havde ikke noget pas og blev sendt retur til Puttgarden.

Under sagen har han afvist, at de to skulle mødes på Hovedbanegården. De kendte ikke hinanden, har han påstået.

Imidlertid har anklagemyndigheden fremlagt flere beviser på, at der var kontakt mellem mændene. De kommunikerede via blandt andet WhatsApp.

En tredje person var også indblandet i planen, mener anklagemyndigheden. Men denne er det ikke lykkedes for efterforskerne i Københavns Politi og PET at finde.

'Tak!'
Syreren, der er uddannet makeup-artist, kom til Sverige i 2015 med sin hustru og parrets lille søn. Barnet døde i en trafikulykke, og hustruen forlod ham. Vidner har forklaret, hvordan han i det svenske asylcenter konstant talte om Islamisk Stat.

'Thank you', råber han ironisk til anklageren, da betjente fører ham væk fra byretten.

Straffen vil formentlig blive fængsel i mange år. Dommen ventes først at blive afsagt 20. maj.

OVERBLIK: Her er forløbet i sag om bomber i København

* Sydsverige 18. november 2016: Den syriske flygtning MZ lagde en video med sig selv op på Facebook. Den handler om jihad og om de vantro. Og om at ofre sig for profeten.

* Samme dag fik MZ et opkald fra en telefon i Tyskland. Det varede i 17 sekunder. Det kom fra en yngre landsmand, Dieab Khadigah, der boede på et asylcenter i Bierbach.

* Rødbyhavn 19. november: Dieab Khadigah kom til Danmark på en enkeltbillet. Han blev dog nægtet indrejse. Han havde ikke noget pas.

* Samme dag blev hans rygsæk endevendt af betjente i Puttgarden. Den indeholdt 17.460 tændstikker, 17 batterier, 6 sæt walkie-talkies, 2 knive og en æske fyrværkeri. Efter planen skulle han være ankommet med toget til Hovedbanegården i København klokken 14.22.

* København samme dag om eftermiddagen: MZ rejste med tog fra Hässleholm i Sverige til Danmark.

* Bierbach 20. november: Deiab Khadigah blev anholdt.

* Ravensburg 12. juli 2017: Domstol idømte Khadigah fængsel i seks et halvt år for forsøg på terror med hjemmelavede bomber i København. Der er tale om en ungdomsstraf. Han havde været udsat for massiv radikalisering, sagde retten.

* København efteråret 2017: MZ anholdt og varetægtsfængslet, fordi han brugte et falsk pas, da han flyve fra lufthavnen i Kastrup. Svensk politi undersøgte hans forbindelse til Khadigah.

* Sverige 12. december: Svensk anklager opgiver at rejse tiltale mod MZ for forsøg på terror i København.

* København 21. december: Politifolk opsøger MZ i Vestre Fængsel og sigter ham for terrorforsøg. Efter den svenske opgivelse af sagen har betjente fra PET og Københavns Politi været i Tyskland for at afhøre Khadigah.

* København december 2018: Statsadvokaten tiltaler MZ for at ville dræbe eller såre tilfældige mennesker. Dels med knive og dels med en eller flere sprængladninger.

* Københavns Byret 22. januar 2019: Nævningesagen mod MZ indledes. Han nægter sig skyldig.

* Nævningeting kender 11. april MZ skyldig i forsøg på terrorisme.

Kilde: Oplysninger fra retsmøder i Tyskland og Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere