Mand kom for sent til tog: Fik ben kørt over

Mand fik ben i klemme i tog på Middelfart Station på Fyn og mistede benet

En mand fik her til aften sit ben i klemme, da han skulle med et tog på Middelfart Station på Fyn. Det bekræfter Fyns Politi over for Ekstra Bladet.

- En person, der skal med toget, får sit ben i klemme i døren, og så får han på den måde kørt sit ben af, siger vagtchef Mie Brøchner fra Fyns Politi.

Manden er uden for livsfare og indlagt på Odense Universitetshospital. Ifølge politiet skete uheldet for øjnene af flere vidner på perronen.

- Manden kommer for sent til toget og får derved sit ben kørt over eller klemt af ved skinnebenet og mister så benet, fortæller vagtchefen, der ikke kan komme omstændighederne nærmere.

Fyns Politi var efterfølgende til stede på stationen med hundepatrulje for at lede efter stykker af benet.

Al togtrafik på Fyn har været stoppet på grund af ulykken, men kører nu igen i vestgående retning.

Det implicerede tog har holdt stille på perronen og spærret for togtrafik i østgående retning, men kører ved midnatstid også igen.

Havarikommissionen er tilkaldt for at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.