Mand kravlede ind til løverne i Odense Zoo: 'De gik helt amok'

En mand satte søndag livet på spil, da han forcerede hegnet ind til løverne i Odense Zoo

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Det var ved at gå helt galt i Odense Zoo, da en mand søndag af ukendte årsager kravlede over hegnet til løverne.

- De gik helt amok, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg til Ekstra Bladet.

Omkring middagstid kom manden, der var iklædt cowboyshorts og ellers havde bar overkrop med flere tatoveringer, pludselig løbende.

- Han kravlede over et hegn ind til løverne og var derved kun adskilt fra løverne af et hegn.

- Dette hegn klatrede han også op på og kastede pølser ind til løverne, fortæller Lars Fredensborg.

Frygtede forgiftede pølser
Løverne kastede sig med det samme mod hegnet og har muligvis ramt manden. Han fik i hvert fald hurtigt benene på nakken og forsvandt ned mod Åstien i Odense.

- Han var pist væk, så der er ikke noget at gå efter omkring mandens identitet, siger vagtchefen, der gerne hører fra eventuelle vidner.

Løverne nåede ikke at spise pølserne, da en hurtig dyrepasser fik afledt deres opmærksomhed.

- Man var selvfølgelig bange for, at der var medicin eller andet i pølserne, siger Lars Fredensborg.

Konstitueret direktør for Odense Zoo, Nina Collatz Christensen, er chokeret over dagens hændelse.

- Det er skræmmende, at man kan finde på sådan noget. Jeg er meget rystet over det.

- Jeg vil mandag tage mine kolleger med ud på å-stien for at se, om vi kunne have forhindret det. Vi er jo ikke et Fort Knox og kan aldrig forhindre 100 procent, at folk kommer ind. Men at kravle ind til løverne er for tosset, siger Nina Collatz Christensen til Fyens.dk.

Kunne have kostet ham livet
Hun forklarer, at løverne med stor sandsynlighed ville være gået efter manden og ikke pølserne, hvis han var kommet helt over hegnet, da de går efter levende bytte. Det kunne derfor uden tvivl have kostet ham livet.

Efter dagens episode bliver sikkerhedsforholdene derfor revideret.

- Nu må vi se på forholdene, og om vi skal gøre os nogle overvejelser, som forhindrer, at man kan kravle over hegnet, siger zoodirektøren til det fynske medie.

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm, takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere