Mand lokkede flere børn: Politiet med opfordring til forældre

Vestegnens Politi opfordrer forældre til at tale internet-sikkerhed med deres børn efter sag i Esbjerg, hvor en 33-årig mand er sigtet for blandt andet blufærdighedskrænkelse

I en pressemeddelelse opfordrer Vestegnens Politi forældre til at tale internet-sikkerhed med deres børn. Det gør de i forbindelse med en sag i Esbjerg, hvor en 33-årig mand er sigtet for at have taget kontakt til et stort antal mindreårige drenge rundt om i Danmark og udsat dem for blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje.

Der har været tale om en meget omfattende efterforskning, hvor blandt andet en meget stor gruppe børn er blevet videoafhørt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi venter i løbet af første kvartal 2020 at rejse tiltale mod den 33-årige mand fra Esbjerg-området ved Retten i Esbjerg i en omfattende sag om blandt andet grooming.

'Grooming' er en proces, hvor man udsættes for at blive snydt, udnyttet, forført og manipuleret med på en måde, som kan være svær at gennemskue.

Det begynder med en positiv kontakt og invitation til et venskab, men skifter karakter undervejs. Det kan være svært at afkode det, der sker. I et venskab har man tillid til hinanden og tror, man har forstået hvorfor den anden person gør og siger de forskellige ting. Man oplever i starten, at den, der groomer altså krænkeren, gerne vil være hjælpsom og flink.

Læs mere om begrebet på Redbarnet.dk