Mand lokkede kvinde til at trykke på penispumpe

Hun opdagede alt for sent, at pumpen var koblet til mandens penis

Det var en blå pumpe, manden fik kvinden til at trykke på. Foto: Shutterstock
Det var en blå pumpe, manden fik kvinden til at trykke på. Foto: Shutterstock

En 28-årig kvinde blev onsdag aften udsat for en ubehagelig oplevelse.

At hun uvidende omkring klokken 21 den dag skulle blive lokket til at trykke på en fremmed mands penispumpe, havde hun næppe regnet med, da hun kom gående på Vibyvej ved Åby Skole i Aarhus.

Der skete det, at en grå varebil kørte op på siden af hende, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten. Manden, der beskrives som cirka 50 år gammel, standsede bilen og stak en blå pumpe ud af vinduet.

Manden bad den 28-årige kvinde om at trykke på pumpen.

Kvinden blev lidt forvirret, og i forvirringen trykkede hun på pumpen, som hun i første omgang ikke var klar over, hvad var. Men manden udbrød:

- Uh, det var dejligt.

Først i det øjeblik gik det op for kvinden, at pumpen var tilkoblet mandens penis.

Penispumper er et redskab, mænd kan bruge, hvis de for eksempel er kede af størrelsen på deres penis. Effekten er dog kortvarig.

Kvinden kunne ikke nå at gøre mere ved sagen, for med det samme kørte manden fra stedet.

Østjyllands Politi har udsendt et signalement af manden. De beskriver ham som dansk af udseende, dansktalende, mellem 185-190 centimeter høj og rimelig hårløs, da han både er skaldet og glatbarberet. Desuden var han iklædt en orange dynejakke.

Ekstra Bladet har spurgt Østjyllands Politi, hvad manden med penispumpen risikerer rent strafferetsligt.

Svaret er, at hændelsen er registreret som blufærdighedskrænkelse.

- Hvis vi får ham anholdt, vil det bero på en vurdering, hvad han så skal sigtes for, lyder det.

Har man oplysninger i sagen eller om manden, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere