Mand mister livet i solouheld på motorcykel ved Vejle

En mand mistede fredag aften herredømmet over sin motorcykel i Vejle og mistede livet, oplyser politiet.

En mandlig motorcyklist i starten af 50'erne mistede fredag aften livet i et solouheld.

Det oplyser Lars Grønlund, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om færdselsuheldet omkring klokken 19 fredag aften.

- Motorcyklisten mistede herredømmet over motorcyklen, som ender i grøften. Han flyver af motorcyklen og kommer desværre så slemt til skade, at han mister livet, siger Lars Grønlund.

Færdselsuheldet skete på Ny Agerbølsvej i den nordlige del af Vejle.

De nærmere omstændigheder omkring færdselsuheldet er endnu ikke klarlagt, men bliver fortsat undersøgt, oplyser vagtchefen.

- Vi har blandt andet haft en bilinspektør på sagen, som er ved at undersøge det i bund, siger Lars Grønlund.

- Så på nuværende tidspunkt har vi ikke yderligere om hændelsen, siger han.

Manden, der har mistet livet, er fra lokalområdet.

De pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere