Mand og kvinde sigtet for bedrageri: Sådan snød de utallige festivalgæster

To personer er sigtet for at stå bag omfattende internetsvindel med festivalbilletter

Potentielle festivalgæster til flere af landets festivaler er ifølge politiet blevet udsat for omfattende svindel. Her er det publikum fra årets Roskilde Festival. (Foto: POLFOTO)
Potentielle festivalgæster til flere af landets festivaler er ifølge politiet blevet udsat for omfattende svindel. Her er det publikum fra årets Roskilde Festival. (Foto: POLFOTO)

Grov udnyttelse af festival-hungrende danskere danner ifølge politiet baggrund for en omfattende sag om billetsvindel på internettet, som har betydet, at en 33-årig mand fra Varde og en 33-årig kvinde fra Vejle er blevet anholdt af Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet er de to personer bagmænd i en lang række tilfælde af svindel, hvor godtroende vordende festivalgæster har købt en billet af svindlerne, men hvor billetterne aldrig er kommet frem, selvom køberen har betalt.

Svindlen er ifølge politiet sket ved hjælp af såkaldte 'mulddyr', der stillede en konto til rådighed, som køberne skulle overføre betalingen til, mod at dele pengene fra 'salget' med de to formodede bagmænd.

- Der er tale om mange forskellige mulddyr. Det er nogen, som har været sigtet i tidligere sager, og så har vi fundet en forbindelse. Så det er på mange måder startet med dem, siger Jens Møller Pedersen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Ifølge Jens Møller Pedersen er svindlen foregået ved hjælp af blandt andet Den Blå Avis, hvorefter svindlerne har aftalt pris via sms eller telefonisk med køberne.

Svindel for en halv million
Han fortæller, at Sydøstjyllands Politi arbejder med omkring 200 anmeldelser af denne type, og at de tilsammen beløber sig til et udbytte på omkring en halv million.

Det er endnu uvist, hvor mange af tilfældene de nu anholdte formodede bagmænd står bag.

- Vi har en formodning om, at vi kan sigte dem for et betragteligt antal forhold, men præcis hvor mange vil efterforskningen vise, siger Jens Møller Pedersen.

Han kan derfor på nuværende tidspunkt heller ikke sige, hvor mange sager de to på nuværende tidspunkt kan sættes i forbindelse med.

- Det er noget, vi kommer til at arbejde med, men der bliver helt sikkert et stort efterarbejde her, siger han.

Lette ofre
Han fortæller, at det er billetter til flere forskellige festivaler, der er blevet svindlet med, men at det langt fra er tilfældigt, at det netop er festivalgæsterne, der har været et mål.

- Det har på mange måder været lette ofre, fordi folk måske har været en lille smule pressede og gerne ville med på festival. Og så er der måske en tendens til, at den sunde fornuft bliver sat ud af spil, så man i stedet for at hente billetterne overfører nogle penge og stoler på, at billetterne bliver sendt med posten, siger han.

Han opfordrer derfor også andre til at bruge deres sunde fornuft i forbindelse med handel på internettet.

- Det er samtidig et klart eksempel på, at man skal tænke sig om, når man overfører penge til fremmede mennesker uden at have en vare i hånden, siger Jens Møller Pedersen.

Den 33-årige mand og den 33-årige kvinde bliver torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Ifølge Jens Møller Pedersen er den 33-årige tidligere kendt af politiet for lignende forhold, mens kvinden ikke tidligere har været i politiets søgelys for lignende sager.