Mand omkommet under brand i lejlighed

En mand er omkommet i en brand i en lejlighed på Frederiksberg

En mand omkom lørdag eftermiddag under en brand i en lejlighed på Forchhammersvej på Frederiksberg. Det oplyser Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.10.

- Vi får den som ild i lejlighed fra brandvæsenet, og der skulle muligvis være en sengeliggende person i lejligheden. Brandvæsenet får personen ud, og han bliver erklæret død derude omkring kl 16.30, siger vagthavende Michael Andersen fra Københavns Politi.

Han fortæller, at der ikke var behov for evakuering af folk fra de andre lejligheder i lejlighedskomplekset.

- Vi er ikke 100 procent sikre på mandens identitet på grund af brandskader, men vi har selvfølgelig en formodning om, at det er lejlighedens beboer, der er fundet i lejligheden, men det kan vi ikke se på grund af de skader han har, siger Michael Andersen.

Han fortæller, at de ikke kan fortælle yderligere før mandag. Der skal være ligsyn, og det er muligt, at de skal identificere manden ud fra hans tandsæt, fordi han er så ilde tilredt.

Politiet kan endnu ikke fortælle noget om årsagen til branden.