Mand ramt af skud i benet under mystiske omstændigheder

Ung mand har forklaret, at han er kommet til at skyde sig selv i benet, men det tvivler politiet på

En 20-årig mand er blevet ramt af et skud i benet, men hvordan det er sket, står indtil videre uklart for politiet.

- Vi er i gang med at undersøge en sag vedrørende en person, der er blevet ramt af skud, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Manden henvender sig på sygehuset i Holstebro og har et skudsår i benet. Han er ikke særlig meddelsom. Han har en kammerat med, og han er heller ikke særlig meddelsom, siger vagtchefen.

De to mænd kom til sygehuset i en bil natten til søndag, som det efterfølgende lykkedes politiet at finde frem til nord for Struer.

To mænd på henholdsvis 26 og 21 år i bilen er blevet anholdt i sagen. Det samme er i øvrigt den 27-årige kammerat, som var med inde på sygehuset.

- Den forurettede har sagt, at det er noget, han selv har gjort (skudt sig i benet, red.). Men det tror vi måske ikke helt på. Nu skal efterforskningen vise, hvad der er sket, fortæller Ole Vanghøj.

Den skudramte mand er blevet overført til sygehuset i Herning. Hans tilstand er ikke kritisk.

Politiet har ikke fundet noget våben og ved heller ikke, hvad den 20-årige er blevet skudt med. Relationerne mellem de involverede kan vagtchefen ikke oplyse om.

Tre af de anholdte er fra Thy, mens den fjerde er fra Hadsund, oplyser politiet. Alle fire forventes fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 11