Mand ramt af skud: Nu taler politiet om skudepisode

En 24-årig mand er ramt af skud fra politiet, efter han angreb betjente med kniv, lyder det på pressemøde

Aarhus Politi har netop orienteret pressen om episoden. (Fotograf: Ernst van Norde)

Ved du noget, eller har du tip? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk

Det var en 24-årig mand, der i eftermiddags kort efter klokken 13 blev ramt af skud affyret af betjente ved Østjyllands Politi.

Det er netop kommet frem på et pressemøde på politigården i Aarhus her til aften.

- Manden blev efterfølgende bragt til Aarhus Universitetshospital for behandling. Den seneste melding er, at han er uden for livsfare, lød det fra chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen på pressemødet.

Her kom det frem, at patruljen fra Østjyllands Politi reagerede på en anmeldelse om en truende mand, der var bevæbnet med en kniv i området omkring Bazar Vest i det vestlige aarhus.

- Ved ankomst bliver patruljen angrebet af manden, og selve hændelsen ender med, at vi affyrer skud, lød det videre.

De to betjente slap heldigt fra episoden, hvor kun en enkelt ifølge chefpolitiinspektøren fik 'knubs'.

Selve skudepisoden er nu overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som er kotume i sager, hvor politiet har affyret skud.

Undersøger motiv
Samtidig har Østjyllands Politi igangsat en større efterforskning, som skal klarlægge den 24-årige mands egentlige motiv.

Angiveligt havde den knivbevæbnede mand en finger i luften, som kan tolkes som et udtryk for sympati med Islamisk Stat.

Dette ønsker chefpolitiinspektøren ikke at udtale sig nærmere om på pressemødet.

- Vi efterforsker nu, hvad der egentlig ligger bag. Men vi er stadig så tidligt i efterforskningen, at vi ikke kan sige mere om et egentlig motiv, siger Klaus Arboe Rasmussen.

I forbindelse med episoden har politiet nu optrappet deres tilstedeværelse i området omkring Gellerupparken, hvor der fra i dag vil blive opstillet en mobil politistation. 

- Vi vil være ekstra synligt tilstede i den vestlige del af Aarhus. Samtidig er vi meget interesseret i at høre fra borgere, der kunne ligge inde med oplysninger, der kunne være relevante i den her sag, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Artiklen opdateres..

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere