Mand satte ild til en anden mands bil - og sig selv

Em gerningsmand satte ild til en Polo i Uldum, men uheldigvis kom han også til at antænde sig selv

Det gik ikke helt som forventet, da en mand natten til mandag satte sig for at brænde en anden persons Volkswagen Polo af.

Det skriver TV Syd.

Gerningsmanden kom nemlig selv til at antænde sit tøj. Det viser videoovervågning fra parkeringspladsen ved Jysk Sengetøjslager i Uldum, hvor episoden udspillede sig.

Tekniske undersøgelser senere mandag skal vise, hvordan gerningsmanden satte ild i Polo’en, der udbrændte totalt. Ejeren af bilen har umiddelbart ikke noget bud på, hvem gerningsmanden er, og hvad motivet kan være.

- Umiddelbart stiller ejeren sig uforstående overfor, hvorfor hans bil skulle være antændt, fortæller vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet har kontaktet alle nærliggende sygehuse, om der skulle være kommet en mand ind med forbrændinger, men det er der ikke.

De ansatte på Jysk Sengetøjslager opdagede branden og alarmerede politiet kl. 02.49.

Udover Poloen blev også to andre biler beskadiget af branden. Èn udbrændte ligeledes, mens en anden er skadet af varmepåvirkningen.

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set eller hørt noget.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere