Mand satte sig ind i pirat-taxa: Kørt væk og overfaldet

En mand blev banket i hovedet med et bat, mens en anden mand fik hævet mange tusind kroner på sit kort efter at have sat sig

En 49-årig mand kom galt af sted, da han natten til søndag ved femtiden satte sig ind i en pirat-taxa ud for Lystruphallen i Aarhus og bad om at blive kørt til Risskov.

I stedet satte chaufføren bag rattet kurs mod Hornslet, hvilket fik den 49-årige til at kræve bilen standset, så han kunne komme af.

Men det passede ikke pirat-chaufføren, der kvitterede med et 'luk røven', hvorefter han bankede et aluminiumsbat flere gange ind i hovedet på passageren.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det lykkedes den 49-årige at flygte fra bilen, og politiet kunne efterfølgende anholde en 27-årig mand, der nu er sigtet for grov vold.

Flere pirat-taxaer samme nat
Det var dog ikke den eneste pirat-taxa, der var på spil i Aarhus i weekenden.

Samme nat steg en 35-årig mand ind i en pirat-taxa på Frederiks Allé.

Han blev kørt til sin adresse i Viby, hvor han først forsøgte at betale med et Visa-kort i en dankort-terminal i bilen. Kortet blev tilsyneladende afvist et par gange, og han tog derfor sit Mastercard frem, som han betalte turen med. 

Senere søndag konstaterede den 35-årige, at der ikke var trukket de aftalte penge for turen. Til gengæld var der hævet mange tusind kroner på både Visa- og Mastercard.

'Få en til at hente dig'
Østjyllands Politi opfordrer efter sagerne til, at man sørger for at finde ud af, hvordan man kommer hjem fra byen, inden man tager afsted.

'Få en til at hente dig, tag offentligt transportmiddel eller en rigtig taxa. Der er flere eksempler på, at det kan gå galt, når man sætter sig ind i en pirat-taxa', skriver politiet i døgnrapporten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere