Mand sigtet for at holde kvinde fanget i en måned

En 70-årig kvinde er angiveligt blevet holdt fanget i en mands lejlighed i Odense i en måned og udsat for vold

En 57-årig mand er sigtet for frihedsberøvelse, efter at han ifølge anklagemyndigheden har holdt en 70-årig kvinde fanget i omkring en måned.

Han er fredag eftermiddag i et grundlovsforhør i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i næsten fire uger, skriver Fyens.dk.

Dommeren fandt anklagemyndighedens mistanke mod manden tilstrækkeligt begrundet til at varetægtsfængsle ham. Desuden mener retten ifølge netavisen, at han kan påvirke kvinden, hvis han er på fri fod.

Den 57-årige nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til landsretten.

Han bekræfter, at kvinden har været i hans lejlighed siden den 28. august, men at hun har kunnet komme og gå, som hun ville.

Ifølge den sigtede mands forklaring har han og kvinden mødt hinanden på internettet. De har kendt hinanden i op mod to måneder.

Politiet har oplyst, at kvinden i forlængelse af et weekendbesøg hos manden ufrivilligt blev holdt fanget i mandens lejlighed i Odense.

Kvinden har ifølge politiet fortalt, at manden tvang hende til at blive i lejligheden ved at true både hende og hendes familie med vold.

Kvindens datter har forklaret, at hun undrede sig over, at moren ville sælge sin bil og sit hus for at skaffe penge til sig og den 57-årige mand, skriver Fyens.dk.

Han blev anholdt af politiet torsdag klokken 21.50 efter en anmeldelse fra kvindens pårørende.