Mand sigtet for at voldtage dansk backpacker i New Zealand

En mand er sigtet for at voldtage en 24-årig dansk kvinde i New Zealand

 

En 24-årig kvindelig dansk backpacker kan være blevet udsat for voldtægt, efter hun torsdag blaffede og blev samlet op af en bilist, som kørte hende til en øde beliggende kirkegård 80 kilometer fra opsamlingsstedet ved Hamilton i New Zealand.

Her overfaldt han hende og forgreb sig på hende, inden hun lykkedes med at slippe væk, skriver lokale medier, herunder The New Zealand Herald, som citerer en politikommissær.

Kort tid efter blev hun fundet i oprevet tilstand af folk, som hjalp hende. Hun gav politiet oplysninger om bilen, og inden for en time stoppede to unge betjente en bil med et udseende som det beskrevne.

Bilisten, den formodede 50-årige gerningsmand, blev anholdt. Ifølge sigtelsen mod manden voldtog han hende. Det er ikke oplysninger om, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter i en mail overfor TV 2, at man er bekendt med sagen.

- Men (vi) kan ikke give yderligere oplysninger på grund af tavshedspligt i personsager, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i mailen.