Mand sigtet for at voldtage hjerneskadet kvinde

En mand, som er sigtet for at have voldtaget en hjerneskadet kvinde, blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør. Her nægtede han sig skyldig

En 31-årig mand blev torsdag anholdt og senere fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Han er sigtet for at voldtage en 49-årig kvinde. Det skriver Hillerød Posten.

Manden, der arbejder som hjemmepleje-vikar i Hillerød, skulle ifølge politiets sigtelse have låst sig inde i kvindens lejlighed, hvorefter han fuldbyrdede samlejet.

Kvinden er ifølge avisen svært hjerneskadet, da hun lider af afasi, som gør, at hun har svært ved at udtrykke sine tanker. Derudover er hun delvist lam.

Hvad der førte til anholdelsen af den 31-årige, er uvist. Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra anklageren i sagen, Michael Qvist.

Løsladt
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Her nægtede manden sig skyldig, hvorefter han blev løsladt, hvilket dog ikke forhindrede Nordsjællands Politi i at opretholde sigtelsen mod manden.

Anklager Michael Qvist fortalte i den forbindelse til avisen, at den 49-årige kvinde nu skal video-afhøres.

Den skriver desuden, at Hillerød Kommune understreger, at manden ikke er ansat af kommunen, men af et vikarbureau.

- Vi har oplevet en kvinde, der har været ulykkelig over en situation, hun har været i. Vi har taget os rigtig meget af hende og hjulpet hende - blandt andet med en kontakt til politiet. Herfra er det en politiopgave at finde ud af, hvad der videre skal ske, sagde direktør i Social- & Borgerservice i Hillerød Kommune Vibeke Abel, som til Ekstra Bladet ikke ønsker at kommentere sagen yderligere, til avisen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere