Mand sigtet: Ung kvinde overfaldet og voldtaget

En 22-årig kvinde blev angiveligt overfaldet og voldtaget søndag i Nivå

En 27-årig mand fremstilles mandag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør og sigtes for grov vold og voldtægt.

Det oplyser pressevagten ved Nordsjællands Politi.

- Søndag fik vi flere anmeldelser om, at en mand var ved at udsætte en kvinde for vold foran en opgang i boligkvarteret Nivåhøj i Nivå, siger pressevagten.

Politiet rykkede ud til området kort efter klokken 13, hvor en 27-årig mand blev anholdt. Ifølge politiet er det en 22-årig kvinde, der har været udsat for grov vold og voldtægt.

- Han blev i første omgang sigtet for vold mod en kvinde, som han har en foregående relation til. På baggrund af den efterfølgende efterforskning skal den 27-årige fremstilles i dag (mandag, red.) sigtet for grov vold og voldtægt, siger pressevagten.

Det er ikke oplyst, hvor mange tilfælde af voldtægt der skulle være tale om, hvordan manden skulle have været voldelig over for kvinden, eller hvornår overgrebene præcis skulle have fundet sted.

Det er endnu uvist, hvordan den 27-årig forholder sig til sigtelserne mod ham.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere