Mand sigtet: Ville dræbe buschauffør

En 41-årig buschauffør er blevet stukket med kniv i Husum - politiet har anholdt 54-årig dansk mand, der fremstilles i grundlovsforhør tirsdag 

En buschauffør blev stukket ned ved Husum Torv natten til tirsdag. (Foto: Google Maps)
En buschauffør blev stukket ned ved Husum Torv natten til tirsdag. (Foto: Google Maps)

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst

Der udspillede sig et drama ved en Arriva-bus ved Husum Torv natten til tirsdag omkring klokken et.

En 41-årig buschauffør på arbejde blev stukket i brystet med en kniv.

- Han har fået perforeret den ene lunge og sin lever. Han er stabil og ikke i livsfare, siger efterforskningsleder ved personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi, Rene Frederiksen, til Ekstra Bladet.

En 54-årig mand bliver lige nu fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blevet sigtet for at have stukket buschaufføren i brystet lige under den højre brystvorte. Han havde til hensigt at dræbe, mener politiet, der dog ikke kan komme nærmere ind på motivet - og manden er derfor sigtet for drabsforsøg.

Offeret afhørt
- Er knivstikkeriet sket i bussen?

- Det ved vi ikke helt endnu med sikkerhed. Men det er i eller ved bussen, siger efterforskningslederen, der ikke kan sige præcis, hvilken buslinje chaufføren kørte.

Politiet fik anmeldelsen klokken et og anholdt efterfølgende den etnisk dansk mand på 54 år.

- Vi har afhørt den forurettede, men jeg kan ikke fortælle dig, hvad han har sagt, siger Rene Frederiksen fra Københavns Politi.

Det er ligeledes uvist, hvordan den 54-årige forholder sig til sigtelsen for drabsforsøg.

Kørte i 5A
Arriva bekræfter, at det er en af deres chauffører, der er blevet stukket ned.

- Vi har efterretninger om, at han kom på hospitalet, er blevet opereret og nu er stabil, siger kommunikationschef Pia Hammershøy Splittorff til Ekstra Bladet.

- Lige nu ved vi ikke så meget, da sagen ligger hos politiet, men vi kommer selvfølgelig til at følge op på den og holde øje med, hvordan han har det, siger hun og fortæller, at de er kede og påvirkede af sagen.

Den 41-årige buschauffør var på arbejde på linjen 5A, da han overfaldet i Husum, fortæller Pia Hammershøy Splittorff.

Hun fortæller ligeledes, at der en hel masse beredskab, der træder i kraft, når en medarbejder bliver overfaldet på arbejdet.

- Vi har kolleganetværk og en masse anden støtte, så vi har god mulighed for at bakke op om vores medarbejdere, når så noget sker, siger kommunikationschefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere