Mand skaffede lovlige rør til joints - får fængsel i to år

Drev lovlig forretning, men nu dømt at levere udstyr til jointfabrikker i København - anker dom

Det var boderne i Pusherstreet, der var mål for de joints, som Gabriel Jensen ifølge anklageskriftet leverede udstyr til. (Foto: Polfoto)
Det var boderne i Pusherstreet, der var mål for de joints, som Gabriel Jensen ifølge anklageskriftet leverede udstyr til. (Foto: Polfoto)

Tømrer fra København skal i fængsel, fordi byretten finder det bevist, at han hjalp stor joint-fabrik.

Alle de varer, han skaffede, var indkøbt på fuldt lovlig vis – men alligevel er han skyldig i at have medvirket til en stor organiseret produktion af joints.

Det er resultatet af en dom afsagt af Københavns Byret onsdag i straffesagen mod 34-årige Gabriel Andersen.

Dommen lyder på ubetinget fængsel i to år, fordi han leverede plastikrør og papir til fremstillingen af 175.000 hashjoints.

- Det er helt hen i vejret, siger Gabriel Andersen, der har haft en ledende stilling i et tømrerfirma i København, om afgørelsen.

- Hvordan kan jeg være ansvarlig for, hvad andre foretager sig, spørger han. På stedet har han anket dommen til Østre Landsret.

De mange joints svarer til cirka 52 kilo hash, vurderer retten.

Der er ikke tidligere eksempler på tilsvarende domme, oplyser anklageren, Kristian Kirk.

Under sagen har der ikke været fremlagt beviser for, at Gabriel Andersen har været i nærheden af hash.

I forbindelse med sagen var Gabriel Andersens advokat, Peter Secher Schmidt, på rundtur i København, hvor han købte stort ind af samme udstyr, som Andersen blev dømt for levere til flere jointfabrikker.
I forbindelse med sagen var Gabriel Andersens advokat, Peter Secher Schmidt, på rundtur i København, hvor han købte stort ind af samme udstyr, som Andersen blev dømt for levere til flere jointfabrikker.

Men både dommeren og de to domsmænd mener, at han udmærket vidste, at han med de store leverancer af papir og rør medvirkede til den store illegale produktion.

Det er hans adfærd og leveringernes omfang, som gør, at han er skyldig, fastslår retten.

Politiet mener, at jointene især er blevet solgt på Christiania.

Tømrerens forsvarer siger, at der er tale om en meget speciel situation.

Af pædagogiske grunde har advokat Peter Secher Schmidt selv været ude i en sidegade til Strøget i København, hvor han uden problemer anskaffede sig 1000 jointrør. En tur, Ekstra Bladet i øvrigt var inviteret med på.

- Det er en stor mængde, men det er lovligt. Også selv om alle ved, at det kan bruges til fremstilling af joints, siger advokaten.

- Politiet accepterer køb og salg af kæmpe mængder. I forhold til andre er der med dommen over Gabriel tale om forskelsbehandling, mener han.

Advokaten undrer sig desuden over, at politiet opgav sagen mod den mand, der skal have solgt cirka to millioner rør. Nogle af disse blev købt af den københavnske tømrer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere