Mand skal i retten: Legede betjent og stjal politiudstyr

Kørte rundt i privat bil, der var udstyret med ulovligt blåt blink

Hvis man ikke kan blive rigtig betjent, kan man altid lege politi.

Man skal dog sørge for, at holde sig inden for lovens grænser. Ellers risikerer man selv en tur i den juridiske gynge.

Dette må en 52-årig mand sande, der i snarlig fremtid skal svare for sig i en sag ved Retten i Glostrup, hvor den 52-årige er sigtet for tre forhold.

Det første forhold beskriver, hvordan han i et tidsrum i oktober i fjor udgav sig for at være betjent rundt om på den Københavnske Vestegn, hvor han i følge anklagemyndighedens opfattelse kørte rundt i en privatbil, der var udstyret med blå blink.

Her standsede han forskellige andre billister, hvor han fremviste et forfalsket politiskilt.

7. oktober gik det dog galt, da han udførte omtalte nummer overfor en rigtig betjent, lyder det i sagens retsmødebegæring.

Sagens andet punkt omhandler et tyveri af en af politiets radioer - en SINE-radio. Tyveriet skete i november 2017, hvor den sigtede deltog som figurant ved en øvelse, der blev holdt på Politiets Hundeskole i Nordsjælland.

Tredje punkt handler om tyveri af uniformsdele, der er sket i løbet af efteråret 2017, hvor uniformsdelene blev stjålet fra et omklædningsrum hos Rigspolitiet på Polititorvet i København.

I følge Ekstra Bladets oplysninger er der foreløbigt tale om en tilståelsessag, hvorfor man regner med, at sagen kan afgøres hurtigt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere