Mand skjulte sig i otte måneder efter blodigt knivoverfald: Nu er han anholdt

En 34-årig mand sigtes for at have stukket en 36-årig mand tre gange med kniv under tumult på værtshus i september

Det var her på Kirketorvet foran Faxe Bodega, at ern 36-årig mand blev stukket tre gange med kniv i mave og ryg efter tumult natten til 27. september i fjor. (Googlemaps)
Det var her på Kirketorvet foran Faxe Bodega, at ern 36-årig mand blev stukket tre gange med kniv i mave og ryg efter tumult natten til 27. september i fjor. (Googlemaps)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

I otte måneder har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ledt efter en 34-årig mand, men først mandag lykkedes det at finde manden og få ham anholdt.

Det fortæller anklager Skipper Falsled til Ekstra Bladet forud for afviklingen af et grundlovsforhør ved Retten i Næstved tirsdag formiddag, hvor den 34-årige kræves varetægtsfængslet for et overfald på en 36-årig mand. Den 36-årige blev natten til søndag 27. september stukket tre gange i maven og ryggen med en kniv på Kirketorvet ved værtshuset Faxe Bodega i Faxe. Manden var i livsfare efter overfaldet, har politiet tidligere fortalt.

- Vi har faktisk vidst, hvem den 34-årige var gennem hele forløbet, men i virkeligheden har det været sådan, at den formodede gerningsmand var gået under jorden. Vi har ledt efter ham i en længere periode, siger Skipper Falsled til Ekstra Bladet.

Se også: Mand stukket tre gange med kniv foran værtshus

Den 34-årige er blevet sigtet efter den grove voldsparagraf i straffeloven. Det er politiets opfattelse, at det var den 34-årige, der førte kniven og stak den 36-årige tre gange. Den 36-årige mand blev efterfølgende kørt på Køge Sygehus, hvor han blev behandlet for sine skader. Han var en overgang i livsfare, men har altså reddet livet.

- Han lever stadig, siger Skipper Falsled.

Det var uden for Faxe Bodega, at overfaldet fandt sted klokken 3.10. Efter optrinnet løb den 36-årige ind på bodegaen for at få hjælp. Det var også herfra, at der blev ringet efter en ambulance.

Medgerningsmand på fri fod
Politiet er af den opfattelse, at der også er en anden gerningsmand, der deltog i overfaldet. Men modsat den 34-årige er det ikke lykkedes politiet at få identificeret, hvem den anden er.

Skipper Falsled trækker lidt på det, når Ekstra Bladet spørger ham, om det er politiets opfattelse, at den anholdte har forbindelse til rocker-bandemiljøet.

- Det vil jeg ikke kunne bekræfte, siger han efter lidt betænkningstid.

Fordi der muligvis stadig er en medgerningsmand på fri fod, kræver Skipper Falsled dørlukning i retten under grundlovsforhøret.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere