Mand skudt foran Netto i Malmø

Endnu en skudepisode i Malmø tidligt i morges

En mand er tidligt i morges blevet skudt foran en Netto-butik i Malmø.

'Han havde ikke livsfarlige skader, han ønskede ikke at tale med politiet og han bar skudsikker vest,' oplyser Politiet i Skåne.

Manden blev bragt til akutafdelingen på Skånes Universitetssygehus.

Vidner har oplyst, at der omkring kl. 05.15 blev afgivet skud fra en bil mod manden, som befandt sig nær eller foran en Netto-butik i bydelen Kulladal, men politiet har ikke kunnet bekræfte, hvor episoden fandt sted.

Ingen er blevet anholdt, men politiet beder folk hjælpe til opklaringen.

Skåne, herunder navnlig Malmø, har de seneste par år været ramt af en sand bølge af skudepisoder - mange med døden til følge.

Seks personer er blevet dræbt af skud i Malmø siden nytår.

Desuden er et tocifret antal personer blevet såret i skudepisoder.

En sammenligning med andre svenske storbyer som Göteborg og Stockholm viser, at Malmø oplever signifikant flere skuddrab.