Mand stukket ned med kniv: Politi massivt til stede

Politiet er mødt talstærkt op på en vej på Lolland

Video: Local Eyes

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er fredag eftermiddag massivt til stede på Vesternæsvej ved Sjunkeby på Vestlolland.

Det oplyser politiet på Twitter.

'Pt. arbejder vi på Vesternæsvej ved Sjunkeby på Vestlolland. Vi er massivt på stedet, og det er ikke muligt og køre på vejen', skriver politiet uden at oplyse nærmere.

'Vi har ikke yderligere informationer på nuværende tidspunkt', skriver politiet videre.

Ekstra Bladet har talt med flere beboere ved Vesternæsvej. De fortæller, at mange patruljevogne og også kassevogne fra politiet er kørt forbi. De skulle være kørt til en bestemt adresse på vejen.

Klokken 17.30 oplyser politiet, at en person er blevet stukket med kniv, og at den formodede gerningsmand er blevet anholdt.

Offeret skulle være uden for livsfare.

Klokken 18 oplyser vagtchef Kent Edvardsen, at det er politiets foreløbige opfattelse, at der har været tumult på stedet. Politiet har afspærret et stort område. Det skyldes blandt andet, at det er lidt uklart, hvor gerningsstedet er.

- Der kan også være tale om flere gerningssteder, siger Kent Edvardsen.

Der er tilkaldt to gruppe 1-søgehunde og en række efterforskere med specielle kompetencer, som skal være med til at finde frem til gerningsstedet.

Sagen er startet op som forsøg på manddrab.

- Offeret har svære læsioner, siger Kent Edvardsen, som dog også påpeger, at manden senere er blevet erklæret uden for livsfare.

Anmeldelsen kom klokken 14.44. Allerede klokken 14.53 havde politiet anholdt den formodede gerningsmand.

Politiet oplyser klokken 19.10 til Ekstra Bladet, at de nu er i gang med god gammeldags efterforskning, og at man holder kortene tæt til kroppen af hensyn til sagens videre forløb.

Den anholdte skal efter al sandsynlighed fremstilles i grundlovsforhør lørdag.