Mand taget i at stjæle samme vin to gange

En 65-årig mand forsøgte to gange at stjæle den samme slags vin. Blev opdaget begge gange

En 65-årig mand fra Haslev formåede tirsdag at præstere noget så usædvanligt som at blive sigtet for den samme type butikstyveri to gange inden for mindre end to timer.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i dagens døgnrapport.

Politiet blev første gang tilkaldt klokken 13.24, hvor medarbejdere i en Fakta-butik på Gamle By i Haslev havde tilbageholdt den 65-årige mand. En medarbejder havde set ham tage en flaske vin ind under frakken og forsøge at gå gennem kassen uden at betale.

Da politiet kom til stedet, blev manden sigtet for butikstyveri, og han fik samtidig at vide, at han ikke længere var velkommen i den pågældende Fakta-forretning.

Den besked forstod manden dog tilsyneladende ikke, for kun halvanden time senere vendte manden tilbage til Fakta, hvor han igen forsøgte at stjæle en flaske af den samme vin.

Endnu engang måtte personalet tilkalde politiet, og endnu engang måtte de sigte manden for butikstyveri, hvorefter han atter udtrykkeligt fik at vide, at han ikke var velkommen i Fakta.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere