Mand tiltalt for drugrape mod to kvinder: Sådan blev han opdaget

Begik sine ugerninger i lejlighed i Odense

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En yngre mand har ifølge Fyns Politi to gange begået voldtægt eller voldtægtsforsøg, mens mandens ofre var ude af stand til at modsætte sig, fordi de var blevet bedøvet af manden.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, der er fra Odense, og som torsdag sidder på anklagebænken ved Retten i Odense, skriver Fyens Stiftstidende.

Det ene tilfælde skete ifølge anklageskriftet i sommeren 2015 i mandens lejlighed i Overgade i Odense. Her voldtog manden sammen med en medgerningsmand en kvinde. Inden havde de to blandet et sløvende stof i kvindens drink. Stoffet gjorde kvinden døsig. Hun faldt senere i søvn, hvorefter begge mænd voldtog kvinden på skift, uden at hun var i stand til at gøre noget som helst ved det.

Blandede narkotika i drink
Manden er også tiltalt for samme sted at have forsøgt at voldtage endnu en kvinde, skriver Fyens Stiftstidende. Ifølge anklageskriftet skete det natten til 8. maj 2016. Her er manden anklaget for at have blandet narkotika i kvindens drink i den hensigt at opnå samleje med kvinden, uden at hun kunne modsætte sig.

Men kvinden opdagede, at der var blandet noget i hendes drikkevare. Hun forlod derfor lejligheden og slog alarm.

Efter det mislykkede voldtægtsforsøg blev manden anholdt og fremstillet i grundlovsforhør 13. maj 2016. Efter grundlovsforhøret forsøgte manden at stikke af gennem en åbentstående port på vej tilbage til politigården i Odense. Det lykkedes ifølge Fyens Stiftstidende ikke, fordi porten nåede at lukke, inden manden blev overmandet af bevogtningspersonale.

Flere af mandens bekendte skulle ifølge Fyens Stiftstidende tidligere være blevet dømt for drugrape.

Det er uvist, hvordan manden forholder sig til politiets sigtelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere