Mand truet med kniv i trafikken

En 25-årig mand fik sig en ubehagelig overraskelse, da han blev mødt med en utilfreds bilist

En 25-årig mand blev tirsdag formiddag mødt med en yderst aggressiv medbilist, da han kørte Grenaavej i Risskov.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Manden har forklaret, at han kort efter krydset ved Veri Center skiftede vognbane, hvorefter der kom en sølvfarvet Mercedes og pressede sig ind foran ham og bremsede op.

Det fik også den 25-årige til at bremse op, og fra den forankørende bil kom nu en mand ud og bankede på den 25-åriges bil.

Ifølge den 25-åriges forklaring, var manden meget ophidset, og han havde en kniv i den ene hånd.

Den 25-årige skyndte sig derfor at låse bilens døre og sætte i bakgear, men her bakkede han direkte ind i en anden bil.

Den kvindelige fører af den bagvedholdende bil steg derfor ud, og det fik den truende mand til at køre fra stedet.

Den 25-årige mand gik derefter hen til den kvindelige bilist for at beklage og udveksle forsikringsoplysninger.

Den 25-årige har forklaret til politiet, at han ikke ved, hvorfor manden optrådte så truende, og han mente ikke, at han skulle have kørt på en måde, der kunne have ophidset ham.

Manden, der optrådte truende, beskrives som dansk, 35-40 år gammel og 190 cm høj. Han er almindelig til kraftig af bygning med halvlangt hår og gråligt skæg omkring munden. Han var under episoden iført gråt joggingsæt og hættebluse.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere