Mand vred over burkaklædt kvinde: Anmeldte hende til politiet

En mand har lørdag anmeldt en kvinde, fordi hun var iført en burka under et sportsstævne

I en anden sag endte Martin Henriksen i konfrontation med burkaklædte kvinder. Video: Sofie Nepper-Christensen

En mand blev lørdag formiddag så utilfreds over, at en kvinde var iklædt en burka, at han kontaktede politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik derfor klokken 10.33 en anmeldelse om, at der ved et sportsstævne i Esbjerg var en kvinde iført burka tilstede.

Ifølge politiet er der tale om en 36-årig kvinde.

Da en patrulje ankom til sportsstævnet for at kontrollere kvindens identitet, valgte hun frivilligt at fjerne burkaen.

Hun iførte sig af sundhedsmæssige årsager en støvmaske for munden. Det blev accepteret, fordi kvinden havde dokumentation fra et hospital om, at det er påkrævet.

Ekstra Bladet har efterfølgende været i kontakt med Syd- og Sønderjyllands Politi, men de vil ikke kommentere sagen yderligere.

- Der er ingen grund til at gå i detaljer om, hvilket sportsstævne der er tale om. Kvinden er ikke sigtet, oplyser kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg.

Den 36-årige kvinde blev gjort opmærksom på, at hvis hun igen iførte sig burkaen, ville hun blive sigtet.

Kvinden er fra København, mens anmelderen er en mand fra Østjylland.

Efter vedtagelsen af tildækningsforbudet i august 2018 er det ulovligt at bære blandt andet burka, fordi det er forbudt at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet, medmindre der foreligger et anerkendelsesværdigt formål.

Dette gælder kun i offentligt forum.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere