Mange filmede løs: 25-årig mand styrtede ned fra fjerde sal

Politiet opfordrer vidner til ikke at offentliggøre videoer eller fotos fra faldulykke på de sociale medier

Mange vidner tog mobiltelefonen frem for at tage fotos eller optage videoer, da en 25-årig mand faldt ned fra fjerde sal i Sønderborg tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef Ole Aamand fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den tilskadekomne er en psykisk syg mand, som kravlede ud på taget fra et kvistvindue i en lejlighed. Herfra faldt han ned fra fjerde sals højde.

Ole Aamand oplyser tidligt onsdag morgen til Ekstra Bladet, at manden er kommet alvorligt til skade.

- Jeg har ikke hørt fra sygehuset i nattens løb, så jeg har ikke nye oplysninger om hans tilstand. Hvis han var død, så ville jeg være blevet underrettet, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Faldulykken skete på Ringgade i Sønderborg omkring klokken 21.00 tirsdag aften.

Lad være
Politiet har efterfølgende fået flere henvendelser om, at vidner til faldulykken har hevet telefonen frem ved ulykkesstedet.

- Vi har fået flere opkald fra borgere, der har set vidner, som har stået og taget billeder og videoer derude, siger Ole Aamand.

Derfor opfordrer politiet af etiske årsager til, at vidner ikke offentliggør optagelserne fra faldulykken på de sociale medier, hvis den 25-årige fremgår af optagelserne.

- Vi opfordrer folk til at lade være med at sende det ud nogen steder. Det er en ulykkelig hændelse, siger Ole Aamand.

Ifølge vagtchefen sker det "heldigvis sjældent", at vidner stopper op for at fotografere ulykker i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

- Men det bliver desværre hyppigere og hyppigere. Alle har et kamera ved hånden, som de lige kan hive frem, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere