Maren og Louisa brutalt dræbt på ferie

De to unge kvinder, der mandag aften blev fundet dræbt i Marokko, var veninder på ferie

Her lander en politihelikopter med kriminalteknikkere i byen Imlil ved Atlasbjergene i Marokko, efter den danske og norske kvinde blev fundet dræbt. Video: Chouftv

Danske Louisa Vesterager Jespersen på 24 år og 28-årige Maren Ueland fra Norge var medstuderende på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø på friluftsliv, kultur- og naturveiledningslinjen og var sammen rejst på en månedlang privat ferie til Marokko.

Men en vandretur i Atlasbjergene blev fatal for de naturglade kvinder.

De to unge kvinder var rygsækrejsende og blev fundet dræbt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil. De havde ifølge indenrigsministeriet i Marokko tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab.

Sorgens tegn
Kort efter skrev Louisas mor, Helle Jespersen, på Facebook:

'Rejs aldrig til marocco. De har slagtet min datter Louisa Vesterager Jespersen og hendes veninde der med skrappe genstande. Så julen står på sorgens tegn'. 

Til B.T. fortæller moderen, at to danske politifolk bankede på døren i Grindsted, hvor de bor, mandag aften og overbragte dem den frygtelige besked.

Inden da havde hun siddet sammen med sine tre børn og set julekalender, hvor sønnen havde fået en besked fra en af Louisas bekendte, der havde hørt, at en dansk og norsk kvinde var blevet dræbt i Marokko. Vennen sagde dog, at der stod, at de pårørende var underrettet.

Ti minutter efter ringede det på døren.

- Pludselig ringede det på døren, og da jeg gik ud og så, at der stod to betjente, vidste jeg, hvad der var sket. Jeg brød sammen og var helt grædefærdig. Det er hårdt, at hun har fået skåret halsen op, og man ikke ved, om hun har lidt, siger Helle Jespersen til B.T.

Læste sammen
28-årige Maren Uelands mor, Irene Ueland, hørte sidst fra sin datter 9. december, da datteren var nået frem til Marokko. Her skrev hun, at alt var godt, men at hendes telefon ikke ville være så meget tændt i den kommende tid.

Irene Ueland beskriver over for NRK sin datter som en varm, friluftsglad og engageret datter.

– Hun var så utrolig god. Hendes første tanke var sikkerhed. Pigerne havde taget alle forholdsregler, før de begav sig ud på denne tur, siger Irene Ueland.

Lokale kilder fortæller til den norske avis VG, at kvinderne ankom til landsbyen søndag.

Universitet i dyb sorg
Rektor fra universitetet, hvor kvinderne var studerende, udtrykker i en pressemeddelelse dyb sorg over tabet af Louisa og Maren.

- Vi har i dag fået den frygtelige besked om, at to USN-studenter ved campus Bø er dræbt i Marokko. Det, vi ved indtil videre, er, at de var på en måned lang privat ferie i Marokko. Tankerne går nu til pigernes familier, skriver de i pressemeddelelsen.

Her fremgår det også, at der vil bliver afholdt en mindeceremoni på campus efter nytår.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere