Maria blev vækket af flygtet fange: - Lidt skræmmende

En 32-årig mand, der var flygtet fra et fængsel i Jylland, blev natten til torsdag fanget i et villakvarter i Odense

Maria Hoffmann Nielsen blev vækket af en undvegen fange. Her fortæller hun om den skræmmende oplevelse. Video: TV2/FYN

Fyns Politi har natten til torsdag fanget en undsluppen indsat, der nu er på vej tilbage til fængslet i Jylland.

Det oplyser Lars Thede, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Lidt over et natten til torsdag opdager en patrulje to biler - en Audi og en Golf-  ved Arena Fyn. Førerne af de to biler opfører sig lidt mistænksomt, og derfor beslutter patruljen sig for at tage en snak med førerne af bilerne.

- Da patruljen nærmer sig de to biler, stikker de af. Og så bliver det jo kun mere interessant at få snakket med dem. De kører ned ad Niels Bohrs Allé, hvor Audi'en lægger sig bagerst, fortæller Lars Thede til TV2/ Fyn og fortsætter:

- Audi'en slingrer med vilje, som om den vil forhindre politiet i at nå frem til Golf'en, der lægger forrest. Efter en kort biljagt drejer den førende Golf ned af villlavejen Slagkrogen i det sydøstlige Odense, hvor politiet hurtigt følger efter.

- Patruljen er godt klar over, at det er et lukket villakvarter, og at Golf'en derfor vil få svært ved at komme væk igen, siger vagtchefen.

Nattevisit hos familie på fire
Golf'en ender med at køre ind i en postkasse, og dermed er biljagten forbi. Men det er jagten på føreren af bilen ikke.

Da patruljen kommer hen til bilen, er føreren stukket af.

Den ødelagte postkasse tilhører en familie på fire, hvor Maria Hoffmann Nielsen vågner ved det store brag.

Lyset foran familiens hoveddør tændes, da den undslupne indsatte prøver at flygte fra patruljen.

- Og så ser vi bare en skikkelse ved vores dør tage i vores dørhåndtag. Og der går vi rimelig meget i panik og råber til vores forældre, at de skal stå op. Min far kigger så ud af vinduet og ser en mand derude, siger Maria Hoffmann Nielsen til TV2/Fyn.

Fundet i baghaven
Den 32-årige mand kan ikke komme ind til familien, da døren er låst, og flugten fra politiet fortsætter videre om i familiens baghave.

- Føreren bliver hurtigt fundet af en politihund, der opsnuser ham i en have, hvor han sidder og trykker sig, siger Lars Thede, der fortæller, at der er tale om en mand, der er undsluppen fra et fængsel i Jylland.

Han har været på fri fod siden nytår, men er nu på vej tilbage til det jyske med lidt flere sigtelser i håndbagagen. Blandt andet bliver han sigtet for brugstyveri, for at være undveget, kørsel i frakendelsesperioden og andre færdselsforseelser.

Maria Hoffmann Nielsen fortæller, at familien trods omstændighederne har fået lidt søvn i nat.

- Det er lidt skræmmende, at han bare prøvede at ville ind, siger hun.

Efter at have undersøgt Golf'en nærmere viser det sig, at den er stjålet og forsynet med falske nummerplader.

Føreren af Audi'en er stadig på fri fod. Fyns Politi vil derfor gerne have tip, hvis der er nogen, der har set eller ser en brunlig Audi stationcar.

1 af 2 
2 af 2 
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere