Markise-motor udløste brand i kendt gård

Flere personer måtte evakueres

Foto: Jakob Marschner/Bornholms Tidende
Foto: Jakob Marschner/Bornholms Tidende

Det er efter alt at dømme en markisemotor, der er årsag til, at den gamle, firelængende Søllingsgård ved Svaneke Torv på Bornholm forleden totalt udbrændte.

Efterforskningsleder ved Bornholms Politi, Henrik Schou, oplyser til Ekstra Bladet, at alt tyder på, at motoren antændte markisen.

- Herefter har den brændende markise antændt selve undertaget, og så har branden bredt sig derfra, siger efterforskningslederen.

Politiets foreløbige undersøgelser viser også, at sikringen i elskabet, der med en ledning er forbundet med markisens motor, er røget.

- Markisen er kun et par år gammel, oplyser Henrik Schou.

Foto: Jakob Marschner/Bornholms Tidende
Foto: Jakob Marschner/Bornholms Tidende
 

Den voldsomme brand ramte også både Svaneke Bodega og Svaneke Købmandshandel på Svaneke Torv. Også andre bygninger i området er ramt af vandskade.

Flere personer måtte evakueres fra ejendommen, men ingen er kommet noget til, har ejeren af gården Mette Sølling tidligere oplyst til Ekstra Bladet.

- Jeg sad inde i min stue, da det skete, og så kom der nogle personer og bankede på min rude og fortalte, der var gået ild i markisen i butikken. De sagde, at det nok skyldtes en nytårsraket, men det kunne jeg ikke vurdere, da jeg kom ud. Der var allerede brand flere steder.

- Derefter gik jeg ind hos mine Air-BnB-gæster og fortalte dem, at de nok skulle se at komme ud derfra.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere