Martin forsvundet efter svensk rave-fest: Eftersøgt med hunde og helikoptere

Svensk politi har iværksat en massiv menneskejagt på 30-årige Martin Bentzen, der har været forsvundet siden lørdag

Familien efterlyser 30-årige Martin Bentzen (Privatfoto)
Familien efterlyser 30-årige Martin Bentzen (Privatfoto)

Lørdag aften var 30-årige danske Martin Bentzen til festival i Askum i det vestlige Sverige.

Den unge dansker havde været til rave-festen, men da han ikke kom hjem til sit telt efter lørdag nats festivitas, blev Martin Bentzens venner urolige og anmeldte hans forsvinden til politiet.

Til svenske GT fortæller Martin Bentzens danske søster, at hun senest har været i kontakt med den 30-årige dansker torsdag før turen gik til Sverige.

Hun er sammen med sin mand taget til Askum for at hjælpe med eftersøgningen ligesom flere danskere også er blevet i Sverige for at hjælpe med eftersøgningen.

- Terrænet er ufremgåeligt. Der er klipper osv. Selv jeg er frisk og rørlig, men selv jeg er ved at falde. De har festet og drukket også kan det jo gå galt, siger Henning Madsen til Ekstra Bladet, der er gift med Martins søster og lige nu selv deltager i eftersøgningen af den forsvundne dansker.

Han fortæller, at en massiv menneskejagt lige nu er i gang, hvor man lige nu er ved at indsætte mere svensk politi ligesom også militæret ifølge Henning Bentzen nu bliver indsat i eftersøgningen.

'Særlig hændelse'
Det svenske politi har søgt massivt efter danskeren, men understreget overfor GT, at man ikke forventer, der ligger nogen kriminel handling bag Martins forsvinden.

For at udvide eftersøgningen, tog svensk politi mandag middag beslutningen om, at Martins forsvinden er en 'særlig hændelse' og derved frigives ekstra midler til eftersøgningen ligesom man også overvejer, hvorvidt Missing People Sweden muligvis skal tilknyttes arbejdet.

- Det kan blive aktuelt at indsætte dem. Det er et barsk og farligt terran med skov, klipper og floder siger Christer Fuxborg fra det lokale politi til GT.

Susanne Bentzen fortæller, at både Martins danske og svenske venner deltager i eftersøgningen. Familien i Danmark har i fællesskab truffet beslutningen om at offentliggøre den 30-årige danskers navn og billede.

- Vi håber det kan hjælpe i eftersøgningen at gå ud med både navn og billede, lyder det fra Susanne Bentzen.