Martin kæmper mod vanvittige flammer: - Jeg har aldrig set noget lignende

Martin Vendelbo er en af de danske brandmænd, der lige nu hjælper med at slukke de omfattende skovbrande i Sverige

Martin Vendelbo er en af de danske brandmænd, der lige nu kæmper mod skovbrandene i Sverige. Foto: Privatfoto
Martin Vendelbo er en af de danske brandmænd, der lige nu kæmper mod skovbrandene i Sverige. Foto: Privatfoto

Klokken 05 torsdag morgen kørte 27 danske brandmænd fra Hedehusene med kurs mod Sverige for at hjælpe med at slukke de voldsomme skovbrande, der lige nu hærger i landet.

En af de brandmænd, der lige nu arbejder i døgndrift for at hjælpe vores svenske naboer, er Martin Vendelbo, der er sektionschef hos Beredskabsstyrelsen.

Han er sammen med 26 andre brandmænd til stede i Ljusdal, hvor han hjælper med det omfattende slukningsarbejde.

- Det er en meget voldsom situation og en meget usædvanlig opgave. Jeg har aldrig set så stor en naturbrand i min tid som brandmand. Det samme hører jeg fra mange af mine kolleger heroppe. Det er virkelig en stor opgave, et enormt logistisk arbejde og et kæmpe 'setup', siger sektionschefen, da Ekstra Bladet fanger ham på en mobilforbindelse fra Sverige.

Se også: I nat: Danske brandmænd skal bekæmpe skovbrand

Svenskerne har inviteret danskerne til at komme og hjælpe med slukningsarbejdet i et område i den centrale del af landet, hvor der bliver ved med at opstå nye skovbrande.

Martin Vendelbo fortæller, at han og kollegerne arbejder alle døgnets timer for at hjælpe svenskerne med at få styr på branden.

- Vi kom jo herop klokken tre om natten forleden dag, og der begyndte folk jo at arbejde med det samme, og de arbejdede hele natten. Så det er ikke meget søvn, det bliver til. Før i nat havde jeg ikke fået mere end to timers søvn i streg. Man arbejder jo konstant, siger Martin Vendelbo.

Her ses tre af brandmændene fra Beredskabsstyrelsen, som lige nu er udsendt til Sverige. Foto: Privatfoto
Her ses tre af brandmændene fra Beredskabsstyrelsen, som lige nu er udsendt til Sverige. Foto: Privatfoto
 

Billeder af køretøjerne ved en lille pause på den 1100 km lange køre tur til Sverige. Foto: Privatfoto
Billeder af køretøjerne ved en lille pause på den 1100 km lange køre tur til Sverige. Foto: Privatfoto
 

 

Forlænget endnu
Ifølge Martin Vendelbo kan de danske brandmænd se frem til at hjælpe svenskerne noget tid endnu.

- Vi startede på et mandat på 72 timer, men allerede nu er det blevet flyttet til på torsdag for mit vedkommende. Vi er her, så længe svenskerne har brug for det, men det er klart, at vi har også selv vores udfordringer hjemme i Danmark med tørke, som vi også skal være klar til at tage hånd om.

- Vi har nogle mænd, der bliver sendt hjem søndag, og så bliver der sendt nye herop.

Se også: Svenske skovbrande breder sig med ekstrem fart: Borgere må flytte

Martin Vendelbo fortæller, at deres opgave lige nu er at sørge for, at branden ikke breder sig til en vej, der er tæt på det område, hvor branden hærger i Ljusdal.

- Målet er jo ikke at slukke den her skovbrand, for det kan vi ikke, men man kan forsøge at begrænse den. Vi har en grænse, hvor vi siger 'hertil og ikke længere'. Vi prøver at sørge for, at branden ikke breder sig til en stor vej, som løber lige i området. For overfor ligger der også et kraftværk. Det er virkelig hårdt arbejde, siger Martin Vendelbo.

- Vi har fået vores eget område, som man kalder 'dansker-området', lyder det fra Martin Vendelbo.

Brandmændene i fuld gang. Foto: Privatfoto
Brandmændene i fuld gang. Foto: Privatfoto
 

Ikke ufarligt
Samtidig fortæller han, at det ikke er en hel ufarlig opgave.

- Det er jo et område, som er meget svært at komme ind i med udstyr. Der er mange huller og mange udfordringer, som man skal tænke på, og som kan være farlige. Så det kræver rigtig meget både psykisk og fysisk, siger sektionschefen.

Alligevel formår Martin Vendelbo sammen med sit mandskab at holde humøret højt.

- Folk er selvfølgelig trætte, men der er smil og høj moral. De går virkelig til den, og de repræsenterer os rigtig godt heroppe, hvor vores svenske kolleger også har taget rigtig godt i mod os.

Lørdag formiddag oplyser Beredskabsstyrelsen, at det første hold af danske brandmænd sendes hjem søndag, og at yderligere 28 brandmænd sendes af sted for at assistere svenskerne.

Regn kan hjælpe
Lørdag meddeler den svenske vejrtjeneste, at der snart kommer regn over Sverige, og det kan være til gavn for slukningsarbejdet.

- Fra det østlige centrale Sverige, op over dalene og i hele Norge er der risiko for torden hele dagen, og der forventes også tunge lokale byger, siger meteorolog ved SMHI Malva Lindborg til det svenske medie SVT.

De lokale byger kan være til gavn for slukningsarbejdet, men tordenvejr kan også samtidig give risiko for nye skovbrande i landet, forklarer hun.

Allerede søndag var skovbrandene nær Kårböle ikke til at overse. Foto: Ritzau Scanpix
Allerede søndag var skovbrandene nær Kårböle ikke til at overse. Foto: Ritzau Scanpix
 

Samtidig hjælper voldsomme regnbyger ikke meget på den tørre jord. Da tunge og voldsomme regnbyger er for kraftige til, at jorden kan optage vandet.

- Problemet med den tunge regn, vi ser i dag, er, at den bare løber væk, når det er tørt. Jordoverfladen kan ikke registrere regnen, når der kommer for meget på én gang. Det kan dog være til gavn for slukningsarbejdet, siger Malva Lindborg, og tilføjer:

- Vi har set i denne uge, at lyn kan starte nye brande. Derudover, er det måske ikke så sjovt at slukke ildebrande i lyn, siger hun.

Et træt hold af brandmænd holder en pause. Foto: Privatfoto
Et træt hold af brandmænd holder en pause. Foto: Privatfoto

En helikopter bliver også benyttet for at nå frem til de steder, der er svære at nå. Foto: Privatfoto
En helikopter bliver også benyttet for at nå frem til de steder, der er svære at nå. Foto: Privatfoto
 

Opjusterer antal
Sent fredag aften måtte det svenske beredskab SOS Alarm opjustere antallet af 'brande i åbent terræn' til 83. Fredag morgen lød antallet på 52.

Fire skovbrande betegnes som så voldsomme, at myndighederne ikke regner med, at de kan slukkes. Der arbejdes i stedet blot på at begrænse brandene.

De fire brande er beliggende i Fågelsjö/Lillåsen (Jämtland len i de nordvestlige Sverige), Kårböle (Gävleborg len i det centrale Sverige), Trängslet (Dalarna len i det centrale Sverige) og Brattsjö (Örnsköldsvik kommune i det centrale Sverige).

De svenske brandmyndigheder er spændt så hårdt for, at man har bedt om hjælp i EU og hos flere nabolande, herunder Danmark, til at håndtere de mange brande, der flere steder ikke er under kontrol.

Brande kan være påsat

Det svenske politi efterforsker 15 brande, som skal være blevet påsat i Västmanland-byen Arboga. Det oplyser politiet til det svenske medie SVT.

– Vi vil gerne have tip om brandene, siger pressetalsmand Daniel Wikdahl til mediet.

Allerede fredag indledte det svenske politi en efterforskning af syv mulige påsatte brande. Men byens brandvæsen måtte rykke ud igen natten til lørdag til i alt yderligere otte brande, som menes at være påsatte.

Brandene er alle startet mindre end én kilometer fra hinanden.

SVT skriver, at politiet har gjort fund, der tyder på, at brandene er stiftet af én eller flere gerningspersoner.

Brandvæsnet har relativt let kunnet slukke brandene, og derfor har politiet afvist, at der sendes forstærkninger til området.

- Det har vi ikke ressourcer til nu, men vi forsøger at sikre Arboga, der er altid et nærpoliti der, siger Daniel Wikdahl.

Sverige er lige nu hårdt plaget af skovbrande. Ifølge det svenske beredskab, er der lørdag morgen meldinger om 44 brande. Flere af dem er ikke under kontrol.

Brandvæsnet frygter, at et tordenvejr kan føre til nye brande i løbet af dagen.

Kilde: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere