Martins vilde morgenvækning: Bil kørte ind i hans hus

Unge mennesker hamrede tidligt lørdag morgen ind i en husgavl, men følte sig ikke forpligtet til at blive og vente på politiet

En grå BMW smadrede i morges gavlen i Martin Esbechs hjem. Video: Local Eyes, Openstreetmap/Kristian Hansen

21-årige Martin Esbech sad og spillede PlayStation i sin stue klokken lidt over fem lørdag morgen, da han pludselig blev afbrudt af et kæmpe rabalder, og blev overdænget af støv og murbrokker.

- Der lød bare et gigantisk drøn, og så holdt der en bil inde i min stue, fortæller Martin Esbech til Ekstra Bladet.

- Jeg blev helt vildt forskrækket. Ikke mindst, da jeg kom til at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde spillet på min stationære computer i stedet for min PlayStation. Computeren stod nemlig lige op ad den væg, der nu er væk, siger den tydeligt rystede mand.

Se mere video på localeyes.dk

Denne grå BMW bragede tidligt i morges ind i gavlen på Martin Esbechs stue. Foto: Local Eyes.
Denne grå BMW bragede tidligt i morges ind i gavlen på Martin Esbechs stue. Foto: Local Eyes.
 

Føreren stukket af
Ifølge vagtchef ved Fyns Politi fik de 05.29 i morges en anmeldelse om en bil, der var braget igennem en husmur i Glamsbjerg på Fyn.

- Føreren har kontakt med beboeren i huset (Martin Esbech, red.), men går ret hurtigt derfra. Sikkert da det går op for ham, at vi er på vej. Men derfor ved vi endnu ikke noget om føreren af bilen, siger Kenneth Taanquist, vagtchef fra Fyns Politi.

Martin Esbech beskriver bilens mandlige fører som mellem 20 og 30 år, men kan derudover ikke beskrive ham.

Martin Esbech priser sig lykkelig for, at han spillede PlayStation og ikke pc i morges. For så havde han siddet lige ved den mur, som bilen nedlagde. Foto: Local Eyes.
Martin Esbech priser sig lykkelig for, at han spillede PlayStation og ikke pc i morges. For så havde han siddet lige ved den mur, som bilen nedlagde. Foto: Local Eyes.
 

Må flytte
Ifølge Martin havde bilen godt med fart på, da den hamrede ind i hans hus, tog hoveddøren, entreen og det meste af stuen med sig.

Den del er Fyns Politi ved at undersøge, forklarer de.

21-årige Martin Esbech kom ikke til skade ved uheldet, og ud over forskrækkelsen, fylder det mest, at han ikke længere kan bo i sit hus.

- Jeg er nok nødt til at finde mig et andet sted. Der er i hvert fald god udluftning her i huset, siger han og griner.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere