Maskerede mænd bag hjemmerøveri

FRA MORGEN-RUTINE TIL MARERIDT: 48-årig mor havde lige sendt sine tre børn i skole, da to maskerede mænd bankede på døren

Det var her på Storegade i Assentoft - den lange, brede vej i midten af cirklen - at en 48-årig kvinde var udsat for et hjemmerøveri mandag morgen. Foto Ritzau Scanpix
Det var her på Storegade i Assentoft - den lange, brede vej i midten af cirklen - at en 48-årig kvinde var udsat for et hjemmerøveri mandag morgen. Foto Ritzau Scanpix

En 48-kvinde blev mandag morgen kort før klokken otte udsat for et hjemmerøveri i sit hus på Storegade i Assentoft på Djursland.

Kvinden havde netop sendt sine tre børn afsted til skole, da det kort tid efter bankede på døren. Den 48-årige mor troede, at det var nogle af børnene, der kom tilbage, men da hun åbnede døren, stod der to maskerede mænd udenfor.

Den ene satte en fod i døren, så de kunne skubbe døren ind. Den anden skubbede kvinden ind i køkkenet, mens han på gebrokkent dansk råbte "penge, penge". Han pegede også på hendes fingerring, hvilket kvinden tolkede som om, de to hjemmerøvere bag maske også ville have smykker.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Kvinden fandt nogle smykker frem og lagde dem på et bord. Pludselig tog den ene mand en lommekniv op fra lommen og holdt den mod kvindens hals og sagde så igen 'penge, penge'. Kvinden fandt nogle penge i sin pung og gav dem til manden.

Vidne så mændenes bil

Den anden mands telefon ringede herefter, og de to mænd talte sammen indbyrdes på et sprog, kvinden ikke kunne forstå og tyde. Kort efter løb de begge hurtigt væk fra stedet. De to mænd beskrives som:

A - ham der truede med kniv:

  • Cirka 180 centimeter høj
  • Bredskuldret 
  • Var iført en grå elefanthue med huller til øjne og mund
  • Mørkeblå trøje med lynlås
  • Mørke, gummi-lignende handsker

B - ham der talte i telefon:

  • Cirka 170 centimeter høj
  • Bredskuldret
  • Iført mørk elefanthue, mørkt tøj og mørke gummihandsker

Et vidne har muligvis set den bil, de to mænd kørte i. Der var tale om en sort bil - muligvis en Citroën Berlingo eller en Peugeot Partner. Du kan henvende dig til Østjyllands Politi på telefonnummer 114, hvis du har informationer om sagen.

Ridse på hals

Ifølge kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi Janni Lundager led kvinden ikke alvorlig fysisk overlast i forbindelse med sin chokerende oplevelse.

- Hun fik en mindre ridse på halsregionen, efter at en af mændene holdt en kniv mod hendes hals, men ellers nævnes der ikke noget om fysiske skrammer, siger Janni Lundager til Ekstra Bladet med henvisning til politirapporten om sagen.

De to mænd tog ifølge Østjyllands Politi ingen smykker med sig, men kun et mindre beløb fra den 48-årige mors pung, da de kørte fra huset i Assentoft.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere