Maskerede pistolmænd dræber 19 i brasiliansk millionby

Mindst 19 personer er dræbt efter flere skudepisoder i forstæder til Sao Paulo natten til fredag

Mindst 19 personer er blevet dræbt af maskerede pistolmænd i Brasiliens største by Sao Paulo natten til fredag.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP, der citerer brasilianske medier.

Ifølge lokale medier skete skudepisoderne  ti forskellige steder i  Osasco-området og to steder i Barueri. Begge forstæder til  Sao Paulo.

Globo News beretter om, at 23 har mistet livet, mens myndighederne indtil videre kun har bekræftet 19 dødsfald, ifølge AFP.

Globo News har ifølge AFP vist overvågningsbilleder, der viser, at maskerede mænd bryder ind i en bar. Herefter beder de folk om at tage hænderne op for derefter koldt at likvidere dem.

Osascos borgmester, Jorge Lapas, har i en officiel meddelelse sagt, at de vil bruge alle midler for at hindre, at situationen bliver værre de kommende dage.